I.
Besni besedni oblaki
ogrožajo mojo deželo
a ko sem končno
pograbil svoj meč
mi v rokah ostala le rja
Je jok brez solz
je rana ki ne celi
je morje necvetoče
Je slep konj
je neka druga jasnost
je grob brez trupla
A ni srca: sam tavajoč
in ni postelje za trudnega
in za veter ne zastave
Zdaj imam povsod svoj dom
in nisem več
kar od nekje
II.
Le kako lahko znova skujem ta meč jaz
ki držim in nosim svojo moč
le da spet zahrepenim po vetru
in se ne izgubim
s katerim soncem naj razparam nebo
Tu se zbirajo oblaki da bi pozabili dež
tu pojejo ptice kot bi bile vsemogočne
in se skrivajo za tabelami in krili na begu
Tu buči puščava in njena žejna družina
tukaj je veter osvojil moje telo
in se grdo pregrešil nad mojimi sanjami
Tu nihče ne sledi bojazljivcu: sprhnel je že
tukaj zemlja ne pomisli na moč konjev
tukaj veter zabriše vsako sled
Naj potujem: naj počivam
naj začnem: ali zmagam
kajti vse se ustali in najde si obliko
III.
Kam teče dež da prikrije svoje solze
le kdo zna skriti pisavo v kamnitem srcu
naj najdem razbijem uničim
pravi način globoko v sledovih koles
ti ki sprejemaš odgovornost za to deželo
Prisluhni zdaj mitičnemu kriku izginjajočih ptic
med razvalinami in razpršenimi tovarnami
le zrno semena prav to edino se vžge preden prispe
In slišati je pesem klasja ki ga še ni bilo
slišati pesem o senci in smrti mlatiča
pesem uglašeno z megalitskih grobov in televizijskih postaj
Glej zdaj telo izziva telo
stalno zlobno na preži
z očmi brez doma kot karta za metro
Naj najprej res razsujem
to deželo
če sem prišel vanjo kot zavojevalec
iz nemščine prevedla Sandra Baumgartner
I
Vrede skyer af skrift
truer mit landskab
da jeg endelig
greb mit sværd
var det rustet bort
Der er en gråd uden tårer
der er et sår der ikke vil heles
der er et hav som ikke vil blomstre
Der er en blind hest
der er en anden klarhed
der er en grav uden ét eneste lig
Der er ikke et hjerte: en forladt
der er ikke en seng for den trætte
der er ikke et flag for vinden
Jeg har nu hjemme alle vegne
og kommer ikke mere
nogen steder fra
II
Hvorledes kan jeg gensmede dette sværd jeg
som holder og bærer min hele styrke
så jeg igen kan begære vinden
uden at miste mig selv
med hvilken sol skal jeg flænse himlen
Her samles skyerne for at glemme regnen
her synger fuglene som almægtige fugle og
beskytter sig bag tabeller og vinger på flugt
Her strømmer ørknen med sin slægt af tørst
her indtog vinden min krop
og forbrød sig dybt mod mine drømme
Her følger intet den frygtsomme: den forvitrede
her erindrer jorden ikke hestenes styrke
her sletter vinden alle spor
Jeg må rejse: jeg må hvile
jeg må begynde: jeg må vinde
før alting stivner og finder en form.
III
Hvor løber regnen hen og skjuler sine tårer
hvem gemmer skriften i et hjerte af sten
jeg må finde knuse tilintetgøre
den dybe rænke af hjulspor
som bærer skylden for dette land
Hør nu forsvinder fuglene med deres myteskrig
fra ruiner til forstøvede fabrikker, dette ene
sædekorn der brænder før det når frem
Og nu synger aksene som aldrig kom
de synger skyggen og tærskerens død
og stemmes fra stendysse til tv-station
Se nu udfordrer kroppen kroppen
uophørligt, ondt og ventende
med øjne hjemløse som en metrobillet
Skal jeg virkelig først nedbryde
det land jeg
er kommet for at besidde
